Opret organisation      Nyheder      Organisationer      Firmaer      Video      Om iAlbertslund      Kontakt
  


Cookies

ALOT: Løb og triatlon med plads til kage

08-10-2014 09:50 |  ALOT Albertslund Løb & Triatlon |  Jakob Steffensen

Løbeklubben ALOT har i de seneste år oplevet deres medlemstal blive mangedoblet. Kodeordet er samværet og det sociale liv. Det er det, som får folk af sted, lyder det fra formanden.

ALOT startede i 2003, som en sammenlægning mellem to af Albertslunds klubber - en løbeklub og en triathlonklub. Dengang sloges man med faldende medlemstal, men siden er det lykkedes at vende bøtten, så der i dag er 230 medlemmer – en stigning på 5-600% procent. Medlemmerne er primært i alderen 30 til 60 år.

Spørger man formand Åge Møller, er han ikke i tvivl om, hvor klubbens styrke ligger.

”Jeg plejer at brugen kagen som metafor for det sociale. Jeg taler om, at nogen skal bage en kage. Vi skal ville hinanden her i klubben,” forklarer han, og fremhæver flere gange bredden og det sociale liv som klubbens styrker.

”Folk, som ikke går op i det sociale, kan sagtens løbe på egen hånd, men for dem som vil det sociale, kan jeg høre, at det er fællesskabet, som får dem af sted og får dem ud at løbe. Har du haft en møgdag, kan du give den noget gas og spurte. Men hvis du omvendt har haft en dejlig dag og bare vil løbe en rolig tur, mens du får en sludder om, hvor dejligt solen skinner, kan du også det.”

Kan blive skræmt af andres drive
I ALOT er der træning hver dag, hvoraf nogen af dagene er afsat til svømning og cykling. Uanset distancen løber alle af sted på samme tid – der er så bare forskel på, hvornår man kommer tilbage.

Åge Møller forklarer, at det er vigtigt ikke kun at have fokus på dem, som vil løbe en Ironman. Det handler i lige så høj grad om de nye løbere. I klubben har man fem kilometers-hold, hvor det handler om at få nye løbere ind.

”Det handler om at vise folk, som ikke troede at de kunne løbe, at de rent faktisk godt kan. Det handler om at give dem en succesoplevelse, så man kan fastholde dem,” forklarer han og pointerer, at det ikke nødvendigvis handler om hele tiden at skulle bygge på ens løb.

”Folk skal forstå, at det er i orden at løbe fem kilometer. Man hører meget om folk, som har et andet drive, og som hele tiden vil noget mere og løbe noget længere. Men det drive kan godt skræmme andre, så det handler om som klub at kunne rumme begge typer løbere,” siger Åge Møller.

Klubbens kultur gennemsyrer ligeledes triatlondelen.

”Jeg kan se, at vores triatlontræning adskiller sig voldsomt fra andre triatlonklubber. Man hører fra de store klubber, at der ikke er noget socialt liv. Det er der, man hører skrækhistorier om at løb og træning går udover familielivet, og hvor man møder op i klubben, uden at der er nogen man kender.”

Danmarks billigste
Hvis man kunne tænke sig at være en del af ALOT, er det ifølge Åge Møller blot at møde op, og se om det er noget for en. Triatlon koster 850 kroner om året og løb koster 550 kroner, hvilket ifølge Åge Møller er den billigste triatlon i landet – og løb er ikke langt efter.

Åge Møller forklarer, at priserne kan holdes nede ved indtjeninger fra to løb man afholder hvert år – samt gennem det frivillige arbejde.

”Alt i klubben er frivilligt. Og så er der jo også meget af det sociale liv, som udspiller sig, når man arrangerer løb sammen,” pointerer han.

Indtjeningen fra medlemmerne bliver brugt på sociale arrangementer som eksempelvis en sommerfest, ligesom der også bliver brugt penge på diverse former for løbeudstyr, gebyrer ved udvalgte løb samt uddannelse af trænere.

”Vi har også brugt penge på at sende trænerne på trænerkurser, så de kan blive dygtigere til at vejlede og svare på spørgsmål om løbetræning.  Men på grund af vi har det sociale liv i klubben, som vi har, er folk ikke bange for at stille hinanden spørgsmål og på den måde trække på hinandens viden. Så vi har i forvejen en stor erfaringsbase.”

En fest på løbestierne
Åge Møller mener, at løbeklubben er heldige med deres geografiske placering.

”Albertslund er ualmindeligt velegnet, da vi har skoven i baghaven og kan være der på to minutter. Der er områder som Tinghøj, Herstedhøje og Vallensbæk Mose,  hvor der eksempelvis er mulighed for bakkeløb. Samtidig er der et stort stisystem, hvor man kan løbe uden at skulle krydse vejene. Så det bliver ikke meget bedre,” siger Åge Møller.

Det er hans overbevisning, at klubben har potentialet til stadig at vokse, samtidig med at man bevarer klubbens DNA – det sociale liv.

”Der er mange, som løber i Albertslund, så der er et stort kundegrundlag. Vi skal være synlige i bybilledet og folk skal tænke på os, hvis de leder efter et sted at løbe, fordi de ser, at vi har en fest, når vi er ude at løbe.”








Nyheder fra iAlbertslund







 
Delete item?